Trainee hos FREJA

Bliv trainee hos FREJA – bliv professionel inden for transport og logistik.

Som trainee hos FREJA får du både ansvar, udfordrende arbejdsdage og en spændende uddannelse eller karriere i en dynamisk, udfordrende og professionel verden. Du får dygtige kollegaer og bliver en del af et internationalt miljø. Du vil gennemgå et velorganiseret uddannelsesprogram og arbejde i FREJAs forskellige afdelinger.

Vi forventer, at du:

  • Har en relevant uddannelsesbaggrund og har bestået de nødvendige eksamener.
  • Er målorienteret, initiativrig og har en god forretningssans.
  • Trives med at arbejde i et miljø, der stiller store krav til effektivitet.
  • Kan træffe beslutninger.
  • Har en stærk vilje og er engageret.
  • Er en god team player.

En gang om året – som regel i september – bliver alle nye trainees inviteret til et to-dages seminar på vores kontor i København. Formålet med dette seminar er, at alle nye trainees skal lære hinanden at kende, og at de får relevante oplysninger om FREJA, både konkrete oplysninger om virksomheden og branchen generelt.

Se video for at høre to af FREJAs nyligt uddannede speditører fortælle om livet som trainee hos FREJA

 

Mathias Schultz

I min tid på HHX gik jeg og overvejede, hvad jeg kunne blive, og hvad der interesserede mig. Ret hurtigt faldt jeg over speditionsbranchen og fandt den utrolig spændende. Da den interesse blev vakt, spurgte jeg bekendte til råds, som selv har job i branchen. Efter snakken frem og tilbage, blev jeg blot bekræftet i, at dette var en branche, jeg godt kunne se mig selv i. Derfor sendte jeg en ansøgning til FREJA, da det var en virksomhed, jeg havde hørt meget godt om, og som også gav mig mulighed for at bo i Aarhus.

Det er nu snart to år siden, jeg startede som elev hos FREJA i Skanderborg. Jeg har fra dag ét følt, at jeg er blevet taget godt imod, og jeg kan godt lide at være en del af fællesskabet. Fællesskabet er en af de værdier, som FREJA sætter højt og det er noget man kan mærke i dagligdagen. FREJA er gode til at planlægge diverse arrangementer for os ansatte, hvilket gør, at vi kommer til at snakke sammen på kryds og tværs af afdelingerne. Og så synes jeg det er fedt, at man skifter afdeling efter sit første år, så man kommer i kontakt med forskellige arbejdsopgaver.

Dagligdagen

Mine arbejdsopgaver består i at have daglig kontakt med samarbejdspartnere og kunder fra både ind- og udland. Udover kontakten med disse, disponerer jeg, hvilket vil sige, at jeg sammensætter og kombinerer gods og derved skaber de bedste transportløsninger for vores kunder. Ydermere håndterer jeg administrative opgaver. Dette kan eksempelvis være at fakturere kunder samt at kreditere vognmænd.

I perioder er det mig, som står for disponeringen op til vores afgangsdage. Dette vil sige, at jeg er den med overblikket og ansvaret for, at vi får sendt de ordrer afsted, som vi har fået fra vores kunder. Dette ansvar har gjort, at jeg er blevet bedre til at tage selvstændige beslutninger, fordi jeg igennem min elevtid har lært, hvad der skal til for at lave den bedst mulige transportløsning. Når det så er sagt, står man aldrig alene med ansvaret. Der sidder altid kollegaer, som er klar til at hjælpe, hvis man bliver presset med en opgave. Det er tydeligt at mærke, at vi har et fælles mål om at levere den bedste service til vores kunder.

Fremtiden

Med en uddannelse som speditør hos FREJA føler jeg, at jeg er klædt rigtigt godt på til at arbejde selvstændigt. Man lærer at have et overblik, selvom der er flere bolde i luften på en gang. Man bliver også bedre sprogligt, særligt når man har med udenlandske kunder og samarbejdspartnere at gøre, og det giver i den grad større selvtillid og mere gåpåmod.

Mathias Christian Schultz

Dann Petersen

Inden jeg begyndte som trainee hos FREJA, havde jeg ikke rigtig hørt om uddannelsen før en af mine kammerater fortalte mig om den, da han selv lige var startet. Derefter gik jeg selv i gang med at undersøge, hvad det egentligt ville sige at være speditør, og kunne godt se mig selv i det.

Jeg startede som trainee i UK/Irlandsafdelingen hos FREJA i august 2018, og jeg føler, at jeg har lært en masse på mit første år. Det er ikke blot om alt det administrative, der ligger bag at planlægge en tur til og fra eksempelvis England, men også hvad det egentligt vil sige, at køre som chauffør. Jeg har nemlig været så heldig at være på tur med en af vores chauffører til England for at se, hvordan det hele hænger sammen i det store perspektiv. Derudover fik jeg også mulighed for at møde vores partnere, og få sat ansigt på de personer, jeg har kontakt med i dagligdagen.

I mit andet uddannelsesår skifter jeg til toldafdelingen, hvor jeg forventer, at jeg vil få en klar forståelse af toldsystemet og sammenhængen i det arbejde, de laver i afdelingen. Det bliver især interessant i forbindelse med Brexit, og her kan mine kompetencer i forhold til, at jeg allerede har arbejdet med UK/Irland måske give mig en fordel.

Generelt synes jeg, at speditøruddannelsen passer rigtig godt til mig. Det er fantastisk, at uddannelsen er så praktisk anlagt, at man rigtigt ”får fingrene ned i dejen”. Samtidigt lærer vi en masse i skolen, som giver os værktøjer, vi kan bruge i det daglige arbejde.