Read in English

Kære læser
Velkommen til FREJAs første nyhedsbrev i 2022, hvor vi gerne vil dele, hvad der rør sig i vores del af transport & logistik verdenen.
EU vedtog i juli 2020 den såkaldte EU Vejpakke, som fastsætter regler for aflønning og arbejdsvilkår for lastbilchauffører. Læs vores syn på konsekvenserne for transportsektoren.
Der mangler plads på containerskibene i det globale marked, men hos FREJA har vi sikret os en fordobling af antallet af containerpladser. Vi tilbyder søfragt på tværs af kloden og er parat med konkurrencedygtige løsninger.
FREJA har skudt 2022 i gang med strategisk opkøb af svenske IRT Logistics AB. Købet styrker vores position på stykgods mellem Sverige og UK og bringer nye muligheder med sig.
FREJA støtter lokale idrætsforeninger. Læs artiklen i nyhedsbrevet omkring Skanderborg Håndbolds ungdomshold, hvor navnet FREJA pryder spillerdragterne.
Vi takker for din interesse for vores nyhedsbrev og ønsker god læselyst.
Venlig hilsen
Jan Sunde

EU’s vejpakke har skabt bedre arbejdsvilkår for lastbilchauffører, men transportkøberne vil desværre opleve øgede transportomkostninger
EU vedtog i juli 2020 den såkaldte EU Vejpakke, som fastsætter regler for aflønning og arbejdsvilkår for lastbilchauffører. Dele af vejpakken er implementeret i løbet af 2020 samt 2021, og flere trin er trådt i kraft i løbet af februar 2022 – nemlig den del som omhandler harmonisering af lønninger, ændringer af beskatning, mv.
I hovedtræk betyder de nye regler, at chauffører har krav på, at transporterne planlægges således, at man kan returnere til hjemlandet hver fjerde uge. Endvidere skal selve køretøjet vende hjem til virksomhedens registreringsadresse hver ottende uge. De rejseomkostninger, der vil være forbundet med chaufførens returnering til hjemlandet, skal afholdes af arbejdsgiveren.
Reglen omkring returneringen til hjemlandet hver ottende uge kommer sandsynligvis til at betyde, at der omkring påsken 2022 vil opstå mangel på lastbilkapacitet, idet lastbiler returnerer hjem for at skifte chauffører. Oven i dette kan man lægge den klimabelastning, som denne regel medfører.
Mht. afholdelse af hvil i forbindelse med en chaufførs køre-/hviletidsregler, skal alle hvil, som varer mere end 45 timer, afholdes uden for lastbilen, og der er krav om dokumentation for disse hvil. Endelig er der krav om, at chauffører bliver aflønnet på samme niveau som nationale chauffører i det land, de kører i.
Det er positivt, at EU skaber ens regler omkring arbejdsforhold for chauffører, men stramning af reglerne medfører desværre øgede omkostninger. Desuden kræver det en del manuelle processer at imødekomme de nye krav, idet den digitale enhed, der skal understøtte lovgivningen, ikke er tilgængelig før august 2025.
FREJA følger udviklingen tæt, og vi vil løbende holde vores kunder informeret omkring eventuelle konsekvenser.
Læs eventuelt mere og se grafisk oversigt på vores hjemmeside [link]
For yderligere information kontakt venligst din daglige kontaktperson i FREJA.

FREJA fordobler al søfragtskapacitet på containerskibe
Du kan nu sikre dig en fast lokation på containerskibe i vores søfragt. FREJA Transport & Logistics A/S kæmper hårdt for sine kunder og er nu lykkedes med at få en lang række permanente pladser på containerskibene fra 1. marts 2022.
FREJAs strategiske udviklingsplan inden for søfragt services er at styrke os i samarbejde med vores kunder og partnere. Det er nu lykkedes os at forhandle en udvidet aftale om permanent tildeling af pladser på containerskibene. Gennem proaktivt samarbejde med vores kunder, vores samarbejdspartnere og ikke mindst FREJAs øvrige oversøiske afdelinger i Europa og Asien, kan vi nu yde en endnu bedre service selv i den krævende periode, vi befinder os i.
Der er mangel på kapacitet på containerskibene i det globale marked. Derfor er det en fordel for vores kunder, at FREJA nu har fordoblet søfragtskapaciteten. FREJAs kunder kan bestille faste containerpladser, hvilket giver stor forudsigelighed og et sikkert udgangspunkt for alle FREJAs samarbejdspartnere. Denne kapacitetsstigning inkluderer både import og eksport til og fra Asian.
FREJA tilbyder søfragt til kunder på tværs af kloden. Vores teams i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Kina består af dygtige og dedikerede mennesker, som leverer fleksibilitet og kvalitet til FREJAs kunder. FREJA udvikler kontinuerligt vores services for at styrke udbuddet og for at forsikre den stabile og forudsigelige løsninger til vores kunder.
Udover udvidelsen af vores faste pladser har vi indgået en ny aftale, der giver os meget konkurrencedygtige løsninger på søfragt til USA.
Kontakt os for mere information om vores tjenester.

FREJA skyder 2022 i gang med strategisk opkøb af svenske IRT Logistics AB
Tilføjelsen af IRT Logistics bringer nye kollegaer og et styrket forretningsområde på stykgodstransport mellem Sverige og UK til den hurtigt voksende danske logistikvirksomhed FREJA.
Med målet om at styrke kompetencerne på vejtransport af stykgods mellem Sverige og UK har FREJA investeret i det Göteborgbaserede nichelogistikhus IRT Logistics.
”IRT Logistics har længe været på vores radar, og nu var tiden moden til, at vi indgik en aftale. Det er et opkøb, som kommer til at styrke vores forretning betragteligt på stykgodstransporter mellem Sverige og UK. Samtidig vil både eksisterende samt nye kunder opleve, at eksempelvis de nye kundevendte IT-løsninger, som en virksomhed af FREJAs størrelse og erfaring bringer til IRT Logistics, vil styrke den service og de ydelser, som de kan efterspørge,” siger Søren Skive, EVP i FREJA Transport & Logistics AB.
Hos grundlæggeren af IRT Logistics, Björn Steenstrup, er der også tilfredshed at finde med viden om, at hans livsværk lever videre under FREJA.
”Vi har længe gået og skelet til FREJA som en samarbejdspartner, der kunne drive vores virksomhed videre med de rigtige visioner, og nu passede det. Vi kunne i år fejre vores 20-års jubilæum, og på en måde er det også et passende tidspunkt at give faklen videre til nogen, som deler vores værdier og som kan og vil videreudvikle den virksomhed, som vi har opbygget,” siger Björn Steenstrup.
IRT Logistics har selv været på en vækstrejse med 65 procents stigning i årsresultatet over de seneste fem år og overtages med en forventet estimeret årlig omsætning på SEK 45 millioner. Alle ni medarbejdere i IRT Logistics fortsætter under det nye ejerskab.
Vækstrejsen fortsætter i 2022
Opkøbet af svenske IRT Logistics er det tredje opkøb under FREJA Transport & Logistics i 2021 og blot den seneste tilføjelse til FREJAs vækstrejse. Siden de to logistikvirksomheder gik sammen i december 2020, har den fælles rejse budt på et delvis køb af danske Nordic Waste samt tre opkøb af logistikvirksomheder over hele Norden: Finske TL Trans, norske Thoresen Transport og nu svenske IRT Logistics.
Det er denne opkøbstilgang, som skal sikre en fortsat vækst frem mod FREJAs erklærede mål om en samlet omsætning i 2025 på DKK 8-10 milliarder.
”Vi forventer et stigende behov i markedet for one-stop-shop logistikydelser, og der er vi i FREJA godt på vej til at være det oplagte valg, ved altid at være på udkig efter nye partnere og virksomheder, som kan supplere og forbedre vores ydelser,” siger Ulrik Rasmussen, Group CEO i FREJA Transport & Logistics Holding A/S og uddyber:
”Det vigtigste i vores opkøbsstrategi vil dog altid være, at vi kan finde fælles fodslag mellem potentielle virksomheder og os selv i både værdier og forretningsforståelse. Logistik er people business og bygges bedst på tillid og forståelse. En devise som er styrende for alt, hvad vi foretager os i vores forretning.”
FREJA er en del af den danske familieejede koncern United Shipping and Trading Company, USTC. Et internationalt konglomerat som spænder bredt med selskaber indenfor blandt andet logistik, rederi, bunker, it og alternativ energi.

FREJA får harpiks på hænderne i nyt samarbejde med Skanderborg Håndbold
FREJA er stolte over at blive repræsenteret af Skanderborg Håndbolds ungdomshold. I forbindelse med deres nye dragter for sæsonen 2022 er FREJAs logo at finde på toppen af de unge spilleres ryg. Skanderborg Håndbold har omkring 200 børn og unge imellem 8 og 14 år, som kommer til at spille håndbold i træningsdragterne.
Det er vores fornøjelse at være med til at skabe muligheder og glæde for unge aspirerende spillere. FREJA er glade for at være involveret i fællesskabet og ser frem til at deltage i fremtidige arrangementer.
Heidi Olivarius fra Ungdomsudvalget byder FREJA velkommen med åbne arme: “Vi er rigtig glade for FREJAs bidrag til vores forening. Det betyder meget for vores unge spillere at få nye dragter. Vi håber ikke, at det er sidste gang, at vi får muligheden for at samarbejde med FREJA.”
Mange foreninger og sportsklubber er hårdt ramt på økonomien som følge af nedlukningen i forbindelse med coronakrisen. FREJA vil gerne være med til at gøre en forskel i Skanderborg i takt med, at foreningslivet igen åbner. Vi ser blandt andet, at mange foreninger får udfordringer i forhold til at genoptage deres aktiviteter på samme niveau som før pandemien. Vi håber, at FREJAs involvering er med til at gøre en forskel.
For FREJA har det lokale foreningsliv altid været vigtigt, og derfor støtter vi lokale idrætsforeninger og sportsklubber. FREJA er en familieejet virksomhed, der har eksisteret i over 35 år, og vi forpligter os gerne til at give tilbage til lokalsamfundet.