Udfyld formularen og så kontakter vi dig med et tilbud










    This site is protected by reCAPTCHA and the Google
    Privacy Policy and Terms of Service apply.

    da_DK

    FREJA årsregnskab 2019


    People Business, moderne teknologi og en solid platform er stadig nøgleordene for ambitiøse FREJA

    Transport- og logistikvirksomheden FREJA Transport & Logistics Holding A/S løfter resultatet for 2019. Igen er det datterselskaberne i Norge og Finland, der leverer resultater over markedsniveau. I 2019 skuffer det svenske selskab atter, om end trenden i 2. halvår var for opadgående. 2019 var år to efter overtagelsen af Transcargo. Den danske del af Transcargo er 100% implementeret og fusioneret med det danske FREJA, og resultatet i datterselskabet i Danmark lever op til årets forventninger. I 2020 er fokus fortsat rettet mod integrationen og opbygningen af det polske selskab. Truckingdelen er separeret i eget selskab og der investeres i en udvidelse og modernisering af flåden til nye miljøvenlige enheder. Det nye top moderne transportcenter på en 75.000 m2 stor grund i Szczecin er færdigt primo juni 2020, og implementeringen af FREJAs IT-platform er forløbet i henhold til planen, så der er god grund til fortsat vækst og optimisme.

     FREJA koncernen fortsætter den stabile udvikling og indtjeningen for 2019
    FREJA Transport & Logistics Holding A/S rapporterer om en vækst i omsætningen fra 2018 til 2019 på 7,1 %. Den samlede omsætning i 2019 landede på i alt DKK 3,34 mia.

    EBIT udgør DKK 73,1 mio. i 2019 mod DKK 51,4 mio. i 2018. Årets resultat før skat udgør DKK 53,7 mio. i 2019 mod DKK 38,1 mio. i 2018. Resultatet for 2018 var påvirket negativt af integrationen af Transcargo, og 2019 er påvirket negativt af restruktureringsomkostninger i det svenske selskab.

    Koncernens egenkapital er vokset fra DKK 285,5 mio. i 2018 til DKK 294,2 mio. i 2019. Som konsekvens af overgangen til IFRS 16, falder soliditetsgraden fra 29,6 % til 18,4 % ultimo 2019.

    Der har været en stabil og god udvikling i såvel Danmark, Kina, Norge og Finland.

    Sverige har ikke levet op til forventningerne i 2019, og med opbakning fra koncernledelsen har vores engagerede svenske organisation iværksat en række tiltag særligt i andet halvår. Disse tiltag har resulteret i betydelige forbedringer. Q1 2020 har udvist en positiv trend, hvor budgetterne følges, dog budgetterer det svenske selskab fortsat med mindre underskud i 2020, og der er fra moderselskabet tilført den nødvendige styrkelse af kapitalen.

    Det nyligt tilkøbte selskab i Polen har vist en flot udvikling. Primo 2020 er Tomasz Cegielski tiltrådt som ny landechef, og potentialet for fortsat vækst er enormt.  

    Trods massive investeringer i ny teknologi er transport & logistik fortsat ”People Business”
    Gennem mere end 10 år har FREJA investeret massivt i udviklingen af IT-platformen, og 2019 er ingen undtagelse. Vi investerer dels for at optimere og effektivisere vores egen forretning, dels for at gøre os konkurrencedygtige, men også for at sikre fordele for vores kunder i deres værdikæde. Lanceringen af MyFREJA, og ikke mindst vore tilknyttede ekstra services, såsom konsulentydelser, har været en succes, og til stadighed fortsætter vi med at udvikle IT-platformen til gavn og glæde for vore kunder. Vores ambition er stadig, at produktet skal give betydelige økonomiske fordele for alle parter og dermed være med til at løfte FREJAs position i den europæiske transportbranche.

    ”Vores fokus er fortsat at udvikle de langsigtede relationer med såvel kunder som leverandører. Trods vores store fokus på effektiviseringer, så er vi også bevidste om, at mennesket fortsat er den vigtigste ressource i samarbejdet - transport & logistik er ”People Business”. Nøgleordene for os i samarbejdet er åbenhed, tillid og troværdighed. Vi har altid drevet vores virksomhed ud fra stærke værdier. Vi arbejder dagligt for at gøre en forskel for vores kunder og sikre, at vi sammen bliver en lille smule bedre dag for dag”, udtaler Jørgen Hansen, stifter og bestyrelsesformand i FREJA koncernen.

    Parathed, ydmyghed og fortsatte ambitioner præger dagsordenen i den altid sultne jyske virksomhed
    ”Et fornuftigt årsresultat for 2019, men vi er både parate og har ambitionerne til at vise, at vi kan gøre det  endnu bedre i fremtiden. I 2019 har det været konsolidering samt fortsat integration af Transcargo, der har haft vores fokus. I 2020 er det især vores nye positionering på det polske marked, sammen med genopretningen af det svenske selskab, der vil få størst fokus - uden at det dog må gå ud over vores udvikling i Kina, Norge, Finland og Danmark” udtaler Group CEO Ulrik Rasmussen.

    COVID-19
    COVID-19 påvirker naturligvis vores hverdag i øjeblikket, og på enkelte markeder har vi set en relativ stor nedgang i aktiviteterne. Disse bliver dog delvis kompenseret for på andre markeder og segmenter, hvor vi har set en øget aktivitet.

    Dog er vi overbeviste om, at vores forretningsmodel og kompetente organisation er parat til fortsat at udvikle FREJA i positiv retning, også i denne ekstraordinære situation, så FREJA står stærkere, når vi er igennem krisen.

    ”Udviklingen i Q1 2020 viser, at vi er på rette vej. Vi har en solid platform og er klar til at høste frugterne af de senere års massive investeringer. Og skulle der være yderligere konsolideringsmuligheder, er vi også klar til at ”kigge” på det”, slutter Jørgen Hansen.

    For yderligere information venligst kontakt Group CEO Ulrik Rasmussen eller bestyrelsesformand Jørgen Hansen.

    Link til årsrapport 2019