Toggle popup

    Udfyld formularen og så kontakter vi dig med et tilbud










    da_DK

    Bog om Jørgen Hansen og FREJA


    Bogen Jørgen Hansen - FREJA baner vejen er den underholdende iværksætterhistorie om, hvordan FREJA Transport & Logistics A/S over en periode på små 35 år udvikler sig fra to mænd og et par fastnettelefoner til en global logistik- og transportgigant.

    “Vi skal bruge kræfterne på en maraton – ikke mange små sprint,” lyder et af grundlæggeren Jørgen Hansens mottoer. Dermed slår han fast, at vellykket iværksætteri ikke er et quickfix, men mange år med hårdt slid, snilde, godt humør, en vis portion held og en virksomhedskultur, hvor medarbejderne bakker hinanden op og går i samme retning.

    FREJA Transport & Logistics A/S er i dag en af Skandinaviens største transport- og logistikvirksomheder. De i omegnen af 750 ansatte arbejder i afdelinger i både Danmark, Polen, Sverige, Finland, Norge og Kina.

    Det var den 26-årige speditionsuddannede Jørgen Hansen (af venner og medarbejdere kaldet Speedy), der i 1985 startede FREJA sammen med kollegaen Frede Alstrup (kaldet Pangel). Dengang som nu har virksomheden sit hovedsæde i Skive og holder fast i sunde værdier som flid, godt humør, sparsommelighed og en direkte kommunikation, der er til at forstå for de fleste.

    Som barn og ung var Jørgen Hansen en ivrig, temperamentsfuld fodboldspiller i den lille by Gundersted. Han var midtbanegeneralen, der løb solen sort for at vinde og forstod at spille de andre gode. På samme vis løber Jørgen Hansen som virksomhedsejer, topchef og nu arbejdende bestyrelsesformand fortsat forrest, når medarbejderskaren af såkaldte FREJANITTER søger at blive stadigt bedre til at hjælpe kunderne med optimale transport- og logistikløsninger.

    FREJA er et levende eksempel på, at det rent faktisk er muligt at udvikle sig til en fremgangsrig global virksomhed og samtidig at opføre sig ordentligt overfor både kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere.

    Bogen udkommer ultimo september 2019; både som e-bog og i en trykt version. En engelsk udgave forventes klar i december 2019. E-bogen købes via Saxo.com.

    Forlag: die Wiese
    Forfatter: Trine Wiese
    Omfang: 177 sider
    For yderligere info kontakt